Klubskifter

af  Michael Rønne
Klubskifte tildelt efter udløb af deadline.

Som en følge af den uheldige økonomiske situation en dansk klub har befundet sig i, har klubben været nødsaget til at indgå en akkordordning med flere af sine spillere.

En af disse spillere søgte som følge af dette om klubskifte d.4/1.

Fristen for licensspillere der har spillet i en dansk klub i denne eller forgangne sæson er 31/12.

Bestyrelsen behandlede derfor efterfølgende en ansøgning om dispensation begrundet i de uheldige omstændigheder omkring en truende konkurs og spillerens korte tid til at flytte. På trods af sympati for spillerens problemstilling, fandt bestyrelsen ikke, at den havde hjemmel i forbundets love til at give en sådan dispensation og afviste derfor ansøgningen.

Efterfølgende har bestyrelsen imidlertid fået bekræftet, at DBBF’s licens og klubskifteregler er i direkte strid med EU lovgivningens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed. Fire uafhængige juridiske eksperter er enige om, at der i det konkrete tilfælde er tale om diskrimination af spilleren, hvis han har dårligere betingelser end en anden EU borger.

Bestyrelsen ser sig selv forpligtet til at undgå, at DBBF pådrager sig et potentielt juridisk og økonomisk ansvar ved at bryde med gældende lovgivning, og ser derfor ingen anden løsning end at give dispensation til klubskiftet.

Spilleren tillades derfor ekstraordinært, at skifte klub inden d.31/1 uden karantæne, da det er de gældende regler for andre EU borgere. Bestyrelsen vil fremsætte en gennemgribende justering af licensreglerne på rigsdagen.

27-01-2010
 
Spil basket
Landshold
Pokalforum
 
Danmarks Basketball-Forbund - Brøndby Stadion 20 - 2605 Brøndby - Tlf. +45 43 26 24 20 - Mail: info@dbbf.dk